Vi knytter personer med interesse
for slægtsforskning sammen
Et af de vanskelige punkter, når du slægtsforsker og er kommet tilbage i 1800-tallet og tidligere, er anernes og andre familiemedlemmers navne.
I kirkebogen ved fødslen står, at barnet er døbt Citzele, og hendes far er Hans Lauritzen.
Ved de kommende folketællinger benævnes hun Sidse eller Sessel, og faderen Hans Larsen, Laursen eller Lassen. Samtidig varierer alderen undertiden helt op til fem år i forhold til det ”rigtige”.
Som i dag er det sådan, at det navn, som præsten har indført i kirkebogen ved barnets dåb, må anses for barnets ”korrekte” navn, og det er derfor selvfølgelig det, der skal noteres i slægtsprogrammet.
Hvad folketællerne og præst og degn i forbindelse med fx konfirmation, vielse, børns dåb, begravelse, skifter m.v. måtte finde på at skrive er udtryk for, hvad de har hørt, eller hvordan navnet - ifølge deres mening - skal staves.
Du må på anden måde sikre dig, at det er den rigtige person, du har fat i. Det kan du fx gøre ved at tjekke, at det er de rigtige forældre, der nævnes, når barnet konfirmeres, ses i folketællingerne, eller i forbindelse med vielse og dødsfald.
Endvidere kan du se på vaccinationsoplysningerne, der fx anføres ved vielse og ved konfirmation m.v. Er dato og navn på den person, der har udført vaccinationen, de samme?
Hvis man ser på de traditioner, der var gældende, når folk skulle navngive deres børn – så langt tilbage som kirkebøger og andre kilder rækker – var familierne bundet af en række uskrevne regler.
De to første sønner blev opkaldt efter hhv. deres farfar og deres morfar, ligesom de to første døtre blev opkaldt efter deres mormor og farmor.
Efter disse fire børn var der større frihed i valget.
Der kunne opstå kludder i disse opkaldsregler. Hvis et barn døde, så fik næste barn af samme køn dette navn.
Hvis moderen døde, blev barnet opkaldt efter hende.
Giftede faderen sig igen, blev det første pigebarn opkaldt efter den afdøde moder. Det samme gjaldt, hvis det var faderen, der døde, og moderen giftede sig igen.
Hed både farfar og morfar Jens til fornavn, betød det, at der nødvendigvis måtte være to børn, der kom til at hedde Jens. Så finder du to drengebørn, der er døbt Jens, vil der ikke altid være et dødsfald for den første Jens at finde. Her må du kontrollere bedsteforældrenes navne.
Har du et ægtepar, der hedder Hans Jensen (altså søn af en Jens) og Mette Pedersdatter (datter af en Peder), skal de første drengebørn hedde henholdsvis Jens og Peder (hyppigst var opkaldsrækkefølgen farfar-morfar, mormor-farmor, men dette varierede fra egn til egn).
Hvis du ikke umiddelbart finder disse børn i kirkebøgerne, må du prøve igen, for de skal være der. Det samme gælder selvfølgelig pigerne.
For drengene er det dog nemmere, fordi du umiddelbart ud fra forældrenes navne kan udlede navnene på de første drengebørn.
I 1526 blev det påbudt adelen at føre et slægtsnavn (stamnavn), og dette slægtsnavn skulle videregives fra fader til børn.
Adelige kvinder skulle bevare deres slægtsnavn i ægteskabet. Denne skik vandt hurtigt genklang i de øvre lag af borgerskabet, således at fx præster og andre embedsfolk antog et fast slægtsnavn, ofte dog kombineret med et patronymisk mellemnavn (dvs. et mellemnavn, der angiver, hvem de var søn/datter af).
Det samme gjorde sig gældende for indvandrere fra andre lande, fx købmænd og læger. Bemærk at børn af disse for drengenes vedkommende blev døbt med stamnavnet, mens pigebørnene ”kun” fik patronymet.
Før 1828 var det kun ganske få personer i Danmark – måske 1-2 pct., som havde et efternavn, som vi forstår det i dag.
Særegent er det, at kvinder helt op til ca. 1900 beholdt deres pigenavn ved giftermål.
Personernes efternavne, deres patronymer, var indtil 1828 blot en indikator, idet der på grund af de uskrevne regler i et sogn kunne være adskillige, der hed fx Jens.
Man kunne identificere den enkelte ved at sige, at det var Jens Hans’ søn, hvilket blev til Jens Hansøn eller Jens Hansen, og tilsvarende for pigernes vedkommende: Mette Peders datter, eller Mette Pedersdatter.
Dette ses i øvrigt tydeligt i de ældre kirkebøger, hvor navnene næsten altid angives som Mette Peders Datter, altså skrevet i tre ord.
Identifikationen kunne være:
Det kan ses af kirkebøgerne, at forældrene faktisk altid bliver angivet med deres patronymer eller med en anden indikator, fx tilnavn, erhverv eller sted, selv i de ældste kirkebøger.
I 1771 indførte Struensee en navnelov i hertugdømmerne. Loven betød, at alle skulle føre et fast slægtsnavn i stedet for de tidligere patronymer og tilnavne.
Effekten af loven ses i navngivningen af børn i Sønderjylland og hertugdømmerne. Især for drengenes vedkommende fik disse et fast slægtsnavn, fx Peter Nissen Schmidt, som er søn af Niss Petersen Schmidt.Man kan dog notere sig, at patronymet lever i bedste velgående som mellemnavn.
For pigernes vedkommende var det mere kompliceret. En datter af Niss Petersen Schmidt, Helena, benævnes ved sin dåb i begyndelsen måske blot Helena og omtales herefter afvekslende som Helena Niss Peters, Helena Niss Schmidts, Helena Niss Datter – eller hvis hun er blevet gift med fx Jess Hansen - som Helena Jesses.
I 1828 kom den første navnelov for hele kongeriget. Ifølge denne skulle alle børn ikke blot have et fornavn men også det samme familienavn/stamnavn.
Stamnavnet kunne være faderens patronym i 1828, eller det kunne være dannet ud fra hans kaldenavn, stednavn eller erhverv. Der var mange protester mod loven, og den kom heller ikke til at fungere efter hensigten.
I forbindelse med denne navnelov blev det besluttet, at børn født uden for ægteskab ikke måtte få farens efternavn, medmindre han gav tilladelse. Om denne regel altid er blevet efterlevet, er et åbent spørgsmål.
I 1856 blev loven skærpet, og det blev understreget, at det valgte familienavn var bindende for alle fremtidige slægtled.
Da lovene fra 1828 og 1856 ikke havde haft den ønskede virkning, nemlig at indskrænke antallet af -sen navne, kom der en ny navnelov i 1904, der gav voksne ret til at antage et nyt efternavn, enten i stedet for eller ved siden af det eksisterende efternavn.
Denne lov gav et voldsomt boom i antallet af navneændringer, der alle er registreret i kirkebøgerne. Navneændringerne kunne opnås enten via et øvrighedsbevis (langt de fleste), eller via kongelig bevilling (kunne kun søges indtil 1. januar 1905).
Læs mere om navneloven i Wikipedia: Navnelov.
(Siden er revideret 26/7-2026).