Millioner af oplysninger om mennesker, familier og husstande bliver nu digitalt tilgængelige for slægtsforskere, historikere og alle, der gerne vil vide noget om livet i 1950.

Danskernes Historie Online står bag projektet Danskernes Online Arkivalier, der digitaliserer og gør den historiske folketælling fra 1950 tilgængelig, så slægtsforskere, historikere og alle andre interesserede kan gå på opdagelse i oplysninger om mennesker, familier, husstande og lokalsamfund.
I første omgang fotograferes alle landsognene, dvs. uden købstæderne. Amterne digitaliseres amt for amt, og der åbnes for adgang til Assens amt, der er fotograferet færdig. Derefter følger resten af landets amter i alfabetisk rækkefølge.
Folketællingen i 1950 blev gennemført 5. november. På det tidspunkt boede der godt 4,3 millioner mennesker i Danmark. Folketællingerne blev gennemført husstand for husstand, hvilket gør materialet interessant langt ud over de statistiske opgørelser. For hver person i hver husstand er der oplyst bl.a. navn, fødselsdato, stilling i husstanden, erhverv og fødested som centrale oplysninger.
1950 var samtidig et vigtigt tidspunkt i udviklingen af det danske samfund. Danmark var på vej fra et samfund præget af landbrug og traditionelle familieformer hen mod det moderne velfærdssamfund. Folketællingen dokumenterer derfor en periode, hvor mange af de ændringer i samfundet, der kom til at præge anden halvdel af det 20. århundrede, var i gang.
I dag befinder den originale folketælling sig i mere end 7.000 arkivæsker hos Rigsarkivet. Et stort antal frivillige fra Danskernes Historie Online fotograferer derfor tællingsskemaer på Rigsarkivets læsesal i København, hvorefter skemaerne efterbehandles og publiceres på vores platform. Der er i øjeblikket 60 frivillige tilknyttet digitaliseringsprojektet.
Arbejdet begyndte 1. januar i år, hvor folketællingen fra 1950 ikke længere var beskyttet af Arkivlovens tilgængelighedsfrist på 75 år. Der er tale om et meget stort materiale, og projektet kommer derfor til at løbe over de næste år.
Da der i folketællingen kan være personer, der er omfattet af bestemmelserne i GDPR, bliver oplysningerne tjekket. Finder vi personfølsomme oplysninger om personer omfattet af GDPR, fjernes disser oplysninger. Der vil derfor være enkelte personnavne m.v., der er blevet tildækket.
Adgang til billederne med folketællingen 1950 sker via Danskernes Online Arkivaliers platform.
Danskernes Historie Online bevarer vores kulturarv, digitaliserer den og stiller den til rådighed for interesserede.
Nærmere oplysninger hos Per Hundevad Andersen, leder af Danskernes Historie Online: pan@slaegt.dk. Tlf. 53 39 15 00. slaegtsbibliotek.dk.
(Nyheden er oprettet 23/9-2026).