Lige siden 1800-tallet har vejvisere og siden telefonbøger været danskernes redskab til at finde adresser og telefonnumre på dem, man stod og ville kontakte. Fagbøgerne var afgørende, når man skulle finde en advokat eller blikkenslager. I dag er de en vigtig historisk kilde til Danmarks befolkning. Danmarks største online-samling af vejvisere og telefonbøger har nu passeret 2.000 bøger.
Danskernes Historie Online (DHO) er i gang med at digitalisere alle danske vejvisere og telefonbøger, og i august passerede man 2.000 forskellige bøger, dækkende hele landet, Grønland og Færøerne. Bøgerne er frit tilgængelige for alle, og samlingen udbygges hver uge med nye bøger. Arbejdet udføres af en stor gruppe frivillige ved DHO.
Samtidig har Danskernes Historie Online nu afsluttet digitaliseringen af alle 250 telefonbøger fra Rigstelefonen. Dette projekt er gennemført i et samarbejde med ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation, der har stillet samlingen til rådighed til en digitalisering.
Det første Rigstelefonkatalog er fra 1902. Tjenesten blev benyttet til afvikling af telefonsamtaler mellem landsdelene, der havde deres egne telefonselskaber. Rigstelefonen benyttede et netværk af rigscentraler, der var placeret i de større byer, typisk sammen med det lokale postkontor.
Vejviserne og telefonbøgerne dækker hele landet. Der er på nuværende tidspunkt bøger fra 15 nordjyske byer, 21 midtjyske byer, 4 sønderjyske byer, 9 fynske byer og 65 byer på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, altså langt over 100 byer i Danmark.
Går man tilbage i tiden, indeholdt vejviserne ikke bare adresser på byens borgere – man kunne også se, hvor mange penge de tjente, eller i hvert fald, hvor meget de betalte i skat. Det var en yndet sport hver år, når vejviseren udkom, at tjekke sine naboer og andre for at se, hvor meget de betalte i skat!
Alle vejvisere og telefonbøger findes via Danskernes Historie Onlines hjemmeside.
Danskernes Historie Online bevarer vores kulturarv, digitaliserer den og stiller den til rådighed for alle interesserede. Biblioteket har digitaliseret mere end 62.000 (august 2026) titler inden for bl.a. slægts- og lokalhistorie.
Nærmere oplysninger hos Per Hundevad Andersen, leder af Danskernes Historie Online: pan@slaegt.dk. Tlf. 53 39 15 00.
(Nyheden er oprettet 11/9-2026).