Danske Slægtsforskere Facebook
Vi knytter personer med interesse
for slægtsforskning sammen
Danske Slægtsforskere / Om os / Organisation / LokalrådForretningsorden

Lokalforeningsrådet


Lokalforeningsrådet er dannet med hjemmel i Danske Slægtsforskeres vedtægter § 5:


5. Lokalforeningsråd
Lokalforeninger, der har indgået partnerskabsaftale, kan sende op til to delegerede til
Lokalforeningsrådet.
Stk. 2. Lokalforeningsrådet mødes op til to gange om året og vælger af sin midte 2
medlemmer til Danske Slægtsforskeres bestyrelse. Stemmeberettigede og valgbare ved valget
er medlemmer af Danske Slægtsforskere. De af Lokalforeningsrådet valgte to
bestyrelsesmedlemmer er i deres funktionsperiode fødte medlemmer af Lokalforeningsrådet.
Stk. 3. Lokalforeningsrådets opgaver er at inspirere Danske Slægtsforskere til aktiviteter,
projekter og udviklingsopgaver samt i ønsket omfang at inspirere og koordinere aktiviteter
mellem lokalforeningerne. Lokalforeningsrådet indstiller størrelsen af aktivitetstilskuddet til
bestyrelsen.


Ud over de delegerede fra lokalforeningerne kan medlemmer fra Danske Slægtsforskeres
lokalforeninger og fra Danske Slægtsforskeres bestyrelse deltage som observatører.


Forretningsorden
§ 1. Formål
Forretningsordenen har til hensigt at sikre en smidig afvikling af Lokalforeningsrådets møder.
Stk. 2. Forretningsordenen vedtages på første ordinære møde hvert år.
Stk. 3. Forretningsordenen kan til enhver tid ændres efter rådets beslutning.


§ 2. Møder
Dato og tidspunkt for Rådets næste møde fastlægges senest ved afslutningen af hvert møde.
Stk. 2: Der holdes møde 1-2 gange om året. Et primo marts og eventuelt et i oktober.
Stk. 3: Der ydes økonomisk tilskud til disse møder fra Danske Slægtsforskere. Møder ud over dette
kan afholdes, men skal udelukkende finansieres af lokalforeningerne.
Stk. 3: Mødelederen udsender dagsorden for næste møde en måned før mødets afholdelse.
To måneder før næste møde udsendes varsel om indsendelse af dagsordensforslag.
Stk. 4: Lokalforeningerne skal tilmelde sig mødet senest en uge inden mødet afholdes ved at
meddele deltagerantal til mødelederen.
Stk. 5: Der tages beslutningsreferat af Lokalforeningsrådets møder og dette udsendes senest 14 dage
efter mødet, bemærkninger til dette fremsendes inden 14 dage.

§ 3. Mødeledelse
Lokalforeningsrådet udpeger den ene af de to til Danske Slægtsforskeres bestyrelse valgte personer
til at lede møderne i Lokalforeningsrådet. Vedkommende kan indkalde til ekstraordinære møder,
når det skønnes påkrævet.
Stk. 2: Mødelederen er forpligtet til at indkalde til ekstraordinært møde, når mindst fire
lokalforeninger skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.
Stk. 3: Mødet skal i så fald afholdes inden 1 måned efter mødelederens modtagelse af begæringen.
Stk. 4: Mødelederen repræsenterer Lokalforeningsrådet udadtil.


§ 4. Dagsorden
Som faste punkter på dagsordenen skal findes:
1. Godkendelse af dagsorden.
2. Valg af referent.
3. Godkendelse af referat af sidste møde.
4. Orientering fra bestyrelsesarbejdet i Danske Slægtsforskere.
5. Erfaringsudveksling.
6. Indkomne punkter/forslag.
7. Projekter.
8. Valg af et medlem til Danske Slægtsforskeres bestyrelse (kun i marts).
9. Valg af en suppleant for bestyrelsesrepræsentanterne til Danske Slægtsforskeres
bestyrelse (kun i marts).
10. Valg af mødeleder (kun i marts).
11. Næste møde – fastsættelse af dato og sted.
12. Eventuelt.


§ 5. Afstemninger
Lokalforeningsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst 25 % af foreningerne er repræsenteret.
Stk. 2: Alle repræsenterede lokalforeninger har to stemmer ved Lokalforeningsrådets møder.
Stk. 3: Der kan ikke benyttes fuldmagt fra ikke-repræsenterede foreninger.


§ 6. Lokalforeningsrådets medlemmer af Danske Slægtsforskeres bestyrelse
De to bestyrelsesmedlemmer vælges for to år. En i lige år og en i ulige år.
Stk. 2. Hvert år vælges en suppleant for bestyrelsesrepræsentanterne til Danske Slægtsforskeres
bestyrelse. Suppleanten deltager ikke i bestyrelsesmøderne i Danske Slægtsforskere, med mindre et
af de valgte bestyrelsesmedlemmer har forfald.


Vedtaget på møde i Lokalforeningsrådet i Odense d. 17. marts 2019